Nu kan unge fra familier med misbrug igen møde op og få rådgivning og terapi i TUBA.
Siden den 12. marts 2020 har TUBA tilbudt de unge videokonsultationer for at minimere risikoen for smitte med Covid-19, men fra på mandag den 18. maj er organisationen igen klar til at tage imod unge i de 34 afdelinger over hele landet.
– Vi ved, at mange unge har været ekstra udfordrede under corona-krisen, og selv om vi hurtigt omstillede os til at tilbyde terapi digitalt, så kan en videokonsultation ikke helt erstatte det fysiske møde. Derfor er vi glade for, at vi nu kan invitere de unge ind i vores afdelinger igen, siger TUBAs landsleder Henrik Appel.
Han understreger, at organisationen har taget alle forholdsregler for at sikre, at genåbningen sker på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde, og at de unge trygt kan møde op til deres terapisamtaler. Blandt andet er der ekstra fokus på rengøring og afspritning og fokus på at holde god afstand.
TUBA har 34 afdelinger i fordelt over hele landet.