Børn, der vokser op i hjem præget af forældres misbrug, skal have ret til hjælp. Det mener organisationen TUBA, der hvert år hjælper mere end 3.000 børn og unge fra familier med misbrug. Mens flere kommuner på tværs af landet har TUBA på sparekataloget, lancerer TUBA en kampagne, der sætter fokus på uligheden i retten til hjælp. Misbrug er ikke kun et familie anliggende, det er et samfundsproblem, og vi skylder børnene, at de får ret til hjælp på lige fod med deres forældre, mener TUBAs landsleder Kåre Skarsholm.
Er du voksen og har et alkohol- eller stofmisbrug, har du ret til behandling inden for 14 dage. Er du barn af selvsamme voksen, har du ingen ret eller garanti for hjælp. Det bør der laves om på, mener Kåre Skarsholm, der er landsleder i organisationen TUBA, der hvert år har mere end 3.000 unge i specialiserede terapiforløb.
”I TUBA vil vi gerne hjælpe flest mulige unge i målgruppen, men vi er afhængige af bevillinger fra blandt andet kommuner, og når kommunebudgetterne er pressede, vælger de ofte at spare de steder, de ikke er lovmæssigt forpligtede. Det kan få store konsekvenser, både for de unge, der er ramt af alvorlige senfølger fra deres opvækst, men også for samfundet på længere sigt,” fortæller Kåre Skarsholm.
Akut behov for hjælp
I København står TUBA til at miste en årlig bevillig på 4,1 mio. kr., der i 2022 sikrede hjælp til 580 unge. Her står næsten 500 unge og venter på at få hjælp. Tidligere på året har både Helsingør Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Slagelse og Favrskov Kommune opsagt samarbejdet med TUBA, mens TUBAs afdeling i Odense Kommune netop er blevet reddet på målstregen.
Besparelserne sker på trods af, at mange er i målgruppen, at ventelisterne er fyldte og behovet stort.
”De unges udfordringer går jo ikke væk, fordi kommunerne beslutter sig for at spare. Besparelserne betyder, at TUBA i fremtiden vil kunne hjælpe færre, og at tilbuddet til de 25-35-årige vil forsvinde helt,” fortæller Kåre Skarsholm, og fortsætter:
”Derfor mener jeg, at der er behov for en langsigtet og landsdækkende indsats til målgruppen, så de får en garanti, der minder om den deres forældre,” siger Kåre Skarsholm.
SoMe-kampagne skal være med til at synliggøre problemets omfang
TUBA har allerede fået mange henvendelser fra bekymrede unge, der står på venteliste, eller som tidligere har fået hjælp i TUBA. En 24-årig kvinde skriver:
”Jeg forstår ikke, at politikerne vil spare på det her område. Vi er så mange mennesker, som har brug for en hjælpende hånd og nogle ordentlige samtaler om det at være pårørende til en misbruger. Her er TUBA et af de bedste muligheder, man finder til netop det. Vi står på lange ventelister for at komme i forløb, hvilket er med til at vise, at der er et stor behov for den hjælp, som TUBA tilbyder. Er det virkelig nødvendigt at spare her?”
Kampagnen foregår på TUBAs sociale medier. Her deler TUBA løbende historier om unge, tal og spørgsmål ind i problematikken samt en podcast med forfatteren Sophie Gevind, der har skrevet romanen Små sorte bogstaver om sin opvækst med en far ramt af alkoholmisbrug. TUBA opfordrer alle til at følge med, kommentere, dele og like.
”Rigtig mange danskere er berørt af den her problematik på den ene eller anden måde. Det håber vi når hele vejen til Københavns Kommune – og Christiansborg,” slutter Kåre Skarsholm.