TUBA har fået 500.000 kroner af Sagitta Charity Foundation til en vidensportal for unge, der er vokset op i en familie med misbrug. Vidensportalen er særligt målrettet unge, der venter på at komme i terapi i TUBA – og er et pilotprojekt, der skal give de unge viden og værktøjer til at håndtere den svære situation, de står i.
I flere af TUBAs afdelinger venter unge 1-2 år på at komme i terapi. Det er længe at vente, når man har det svært. Derfor er det også en stor glæde, at TUBA nu har modtaget midler, der skal sikre bedre støtte til unge, der venter på at komme i terapeutisk behandling i TUBA.
”Vi er utrolig taknemmelige for den ekstra støtte og udvidelse af vores indsats til børn og unge ramt af senfølger efter en opvækst i misbrug. Alt for mange udsatte unge fra familier med misbrug venter alt for længe på at få behandling, og derfor ser jeg også frem til, at vi som organisation kan tilbyde kvalificeret materiale, der formidler TUBAs specialiserede kernefaglighed med konkrete værktøjer til de svære situationer, som jeg ved mange unge ofte står alene i,” siger Kåre Skarsholm, landsleder i TUBA Danmark.
Vidensportalen vil fokusere på fire temaer, som er centrale for unge, der er vokset op i en familie med misbrugsproblemer: Lær dig selv bedre at kende, selvomsorg og selvværd, relationen til den misbrugende og sociale relationer.
Også en håndsrækning til de unge, der endnu ikke har et TUBA-tilbud i deres lokalområde
”Vidensportalens materiale skal primært målrettes til unge mellem 14-35 år og som står på venteliste til terapi og behandling i TUBA. Men det er samtidig også vores ambition at udvikle indhold, der kan bruges af alle. Der er stadig dele af landet, hvor TUBA endnu ikke er til stede, og hvor unges mulighed for hjælp er begrænset. Med vidensportalen får vi mulighed for at nå ud til endnu flere unge, der har brug for vores hjælp,” fortæller Kåre Skarsholm.
”TUBAs indsatsområder har hidtil været centreret omkring terapi, rådgivning og netværk, og jeg glæder mig over, at vi nu kan udvide med et nyt indsatsområde, der handler om viden og vidensformidling,” siger Kåre Skarsholm.
Adgangen til materialet bliver via TUBAs hjemmeside www.tuba.dk, og produktionen forventes at gå i gang i det nye år. På vidensportalen vil man f.eks. kunne finde videoer med terapeuter samt læringsmateriale, der omhandler mange af de dilemmaer, man som barn af en misbruger, står overfor. Der vil også være mulighed for at få sparring og konkret rådgivning via TUBAs onlinerådgivning.
Projektet er støttet med midler fra Sagitta Charity Foundation.