Fremover vil det stadig være muligt at få gratis og specialiseret terapi i TUBAs afdeling i København. Socialudvalget i Københavns Kommune har netop besluttet at droppe stort set hele besparelsen på TUBA, der ellers stod til at miste hele sin bevilling på 4,1 mio. kr. om året.
Mandag d. 27. november stod det endelig klart, at TUBA ikke mister sin bevilling, der særligt dækker terapeutisk behandling til unge i alderen 25-35 år.
”Jeg er både glad og lettet over Socialudvalgets beslutning om at droppe stort set hele besparelsen på unge, der er vokset op i en familie med alkohol- og stofmisbrug. Udvalgets beslutning betyder, at TUBA fortsat kan tilbyde gratis behandling til unge i målgruppen over 25 år, og det er virkelig fantastisk. De unge har hårdt brug for hjælp i overgangen til voksenlivet,” fortæller TUBAs landsleder, Kåre Skarsholm.
”Man vælger ikke selv sine forældre – og dermed heller ikke hvilke vilkår man vokser op under. Derfor er det kun rimeligt, at unge, der vokser op i en familie med misbrugsproblemer, får samme ret til behandling, som deres forældre har. Sådan er det desværre ikke i dag. Derfor glæder jeg mig over, at en gruppe unge nu har stillet et forslag om behandlingsgaranti for børn og unge, der er vokset op i familier med misbrug,” siger Kåre Skarsholm.
Hjælpen kan være afgørende
Forslaget er stillet af Casper Berg Lavmand Larsen sammen med Monika Hoffmann, Liv Dupont og Sophie Gevind, der alle tidligere har fået hjælp i TUBA.
”Vi har stillet københavnerforslaget for, at vi ikke kommer i den her situation igen, hvor unge over 25 år pludselig ikke ved, om de kan få hjælp eller ej,” fortæller Casper Berg Lavmand Larsen, der sammen med Monika Hoffmann, Liv Dupont og Sophie Gevind, har stillet forslaget via den helt nye platform København Taler.
”Jeg ved, hvad det vil sige at vokse op med alkoholmisbrug i hjemmet, og hvor afgørende det kan være for ens videre liv, at man får specialiseret hjælp. Det ser jeg gerne fortsat er en mulighed for mange unge i fremtiden,” siger Casper Berg Lavmand Larsen.
Forslaget har indtil videre indsamlet over 3.600 underskrifter ud af 5.000, som det skal nå, før det går videre til politisk behandling i Københavns Kommune.
Læs hele københavnerforslaget her: https://kobenhavntaler.kk.dk/da-DK/initiatives/behandlingsgaranti-til-kobenhavnere-der-er-vokset-op-i-misbrugshjem