Det skal være nemmere for alle opvokset i hjem med misbrug at få adgang til viden og rådgivning. Derfor afholder TUBA online drop-in møder, hvor alle kan være med.
I Danmark vokser hvert tiende barn op med forældre, der drikker for meget. Det har alvorlige konsekvenser langt ind i voksenlivet. På TUBAs drop-in møder kan alle, der har haft alkohol helt tæt ind på livet, blive klogere på, hvordan forældres alkohol- eller stofmisbrug kan præge deres liv – og hvordan de kan tage hånd om deres udfordringer.
Normalt bliver drop-in møderne afholdt som fysiske møder i TUBAs afdelinger. Som noget nyt rykker nogle af møderne nu online, så endnu flere kan være med.
“Der sidder mange unge derude, som ikke bor i en af TUBAs samarbejdskommuner, og som derfor ikke har et decideret TUBA tilbud ved hånden. Ikke desto mindre kan de have brug for viden og rådgivning til deres situation. For nogen kan det også være et stort skridt at dukke op til et fysisk møde, fordi det er så sårbart. Når man kan sidde hjemmefra og være med anonymt, håber vi, at endnu flere har mod på at deltage,” siger Henrik Prien, som er faglig chef i TUBA.
Lær dig selv bedre at kende
TUBA har afdelinger i 32 af landets kommuner, og her kan unge i alderen 14-35 år fra misbrugsfamilier få gratis terapi og rådgivning. Udover det tilbyder TUBA også online chatrådgivning – og så afholder de jævnligt drop-in møder med forskellige temaer.
Det første møde er afholdt med over 100 deltagere under overskriften Lær dig selv bedre at kende. Overskrifterne for nogle af de kommende møder er Selvomsorg og selvværd, Parforhold og nære relationer, Relationen til forældrene og Traume forståelse. Datoen for det næste online møde er d. 3. april kl. 17-18.30. Information og tilmelding sker via fanen Begivenheder.
Til drop-in kan man både TUBAs ansatte terapeuter samt tidligere unge, der har gjort brug af TUBAs tilbud. Derudover vil der være mulighed for at skrive ind, hvis man har spørgsmål til emnet.