Rikke: Om at være selvlært forælder, og om at tvivle på sig selv en milliard gange

Ligesom mange andre unge i Danmark er Rikke vokset op med en far, der drak for meget og en mor, der ikke sagde fra. I dag er hun voksen, har fået hjælp i TUBA og er blevet mor til to børn. I forbindelse med filmpremieren på TUBAs nye kortfilm Mit Barn, har Rikke fortalt sin historie om, hvordan det er selv at blive forælder, når man er vokset op i et hjem med alkoholproblemer.

Før jeg selv blev forælder, fokuserede jeg meget på, om jeg ville kunne finde ud af at være mor. Om jeg havde evnerne eller forstanden til at kunne opdrage et barn og give det al den kærlighed, som jeg ikke selv havde fået.

– Jeg var hunderæd for, at jeg ville ødelægge barnet eller give det en dårlig opvækst pga. min egen opvækst. Jeg var rigtig bange for at gå i mine forældres fodspor, eller at mit barn ville ende med at hade mig, fordi jeg ikke kunne gøre det godt nok eller være en god nok forælder. Jeg har følt, at jeg har manglet en masse i forhold til det med at være forældre, fordi jeg ikke har haft gode og holdbare erfaringer at trække på. På det punkt har jeg følt mig ”svag” som forælder.

– Da jeg var barn, blev jeg aldrig selv mødt med omsorg, når jeg havde brug for det. Der var ingen forståelse eller støtte, fordi min far drak og min mor kæmpede for at overleve. Når jeg f.eks. var ked af det, måske fordi jeg havde fået skældud, eller hvis jeg havde slået mig, så blev jeg mødt med sætninger som: ”Skal jeg give dig noget at græde over” eller ”Det gjorde ikke ondt” osv. Jeg har været bekymret for, om jeg selv kunne være i stand til at rumme og møde mine børn, når jeg ikke selv er blevet det.

– Det har været hårdt og udfordrende at blive mor. Det har været en rutsjebanetur af følelser og tanker. Det var også derfor, at jeg tog kontakt til TUBA efter jeg blev forælder, fordi det gik op for mig der, at jeg havde brug for hjælp til at bearbejde alt det, som jeg selv har med i bagagen. Jeg tvivlede så meget på mig selv i forhold til det med at skulle være forælder, at skulle tage ansvaret for et andet lille menneske, og på om jeg nu var god nok til det.

– Det overraskede mig, hvor naturligt det alligevel faldt mig ind at skulle passe på et andet menneske, og hvad jeg ikke ville gøre for hende. Det overraskede mig også, hvor meget jeg kunne tvivle på mig selv, og hvor høje krav jeg havde til min rolle som mor, og hvad jeg skulle og ikke skulle for at være en god nok mor.

Jeg har været rigtig bange for at give det videre, som jeg selv har fået.

– Jeg har været nervøs for ikke at være god nok som mor, eller om jeg ville føle, at jeg slog til. Jeg har været bange for ikke at kunne give mine børn den omsorg og kærlighed, som de skal have. Jeg har ofte haft følelsen af at gøre alt forkert i forhold til mine børn eller været bange for at være for hård imod dem, fordi jeg ikke har ønsket at møde dem med den hårdhed, som jeg selv er blevet mødt med.

– Jeg tror meget af det, jeg kan som forælder, det er selvlært eller kommer fra min egen personlighed. Det er en styrke, jeg har indeni for ikke at ville det samme, som jeg selv er blevet budt. Jeg tror, jeg har suget alt til mig af godt, som jeg har mødt på min vej. Det er ikke, fordi jeg ikke har kunnet påvirkes af andre mennesker eller ikke har tænkt ”åh nej, hvad tænker de mon om mig”, men jeg har været meget bevidst om, hvordan jeg gerne selv ville være. Jeg har altid været meget ovre i andre mennesker og været opmærksom på deres signaler. Det har jeg taget med videre i forældrerollen og har derfor en langt større opmærksomhed på, hvordan mine børn har det. Jeg har bare altid villet være et godt menneske.

– Når jeg kan se, hvor omsorgsfulde mine børn er, eller hvor gode de er til at sætte ord på, hvordan de har det, så ved jeg, at det er mig, de har lært det fra. Og derfor kan jeg også se, at det, jeg har gjort og gør, har været og er det rigtige. Når andre komplimenterer min måde at være forældre på, bliver jeg også bekræftet i, at jeg gør det godt.

– Den dag i dag er min far, som var alkoholiker, død. Min datter var 1,5 år, da han døde, og hun har derfor aldrig rigtig kendt til ham. Hun har mødt ham og brugt tid med ham, men det er ikke noget, hun husker. Min søn har aldrig kendt ham. Dengang min far levede, havde jeg mange overvejelser om, om min datter skulle have kontakt med ham, og om jeg skulle have kontakt med ham, efter jeg blev mor. Jeg fik på en måde afklaring på, at vi skulle have kontakt med ham, så længe han ikke var fuld, når vi så ham, fordi det ville jeg ikke selv kunne byde min datter.

– Min mor har aldrig drukket, men jeg har i mange år bebrejdet hende, at hun ikke gjorde noget. Jo ældre jeg er blevet, jo mere har jeg lært, at jeg ikke får den mor, som jeg gerne vil have, men hun er den mor, som hun kan være. Begge mine børn er meget glade for min mor, og vi besøger hende ofte, og hun hjælper os det, hun nu er i stand til.

– Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at voksne, der er opvokset med forældre, der har haft et alkoholproblem eller stofmisbrug får hjælp og støtte, når de selv får børn, for jeg kan ikke være den eneste, der har siddet med de her oplevelser og tanker. Og det er sindssygt svært ikke at blive fanget i følelsen af ikke at gøre det godt nok eller have en konstant frygt for at fejle som forælder, fordi man ikke nødvendigvis selv har nogle særligt gode erfaringer at trække på fra sine egne forældre.

Det er virkelig svært ikke at ende med at drukne i kravene til sig selv, fordi man bare gerne vil gøre det så godt som muligt.

– Jeg har tvivlet på mig selv som forælder en milliard gange. Og jeg gør det stadig. Jeg har ofte også haft tanker om, at mine børn ville have det bedre uden mig, men de tanker er jeg heldigvis kommet ud af. Jeg har tvivlet mest på, om jeg var i stand til at give mine børn den kærlighed og omsorg, som de havde brug for, eller om jeg ville være for hårdt et menneske. Og jeg kan stadig den dag i dag godt have følelsen af, at jeg ikke egner mig som mor.