Wicki: Nu handler det om mig

Forandring kommer ikke af sig selv. Det kræver benhårdt arbejde. Det har Wicki erfaret på egen krop. Som barn og ung var hun vred på verden. De mange år med fortielse, benægtelse og konflikter om morens alkoholmisbrug, gjorde, at Wicki tvivlede på sig selv og sin opfattelse af virkeligheden. I TUBA lærte Wicki sig selv at kende på ny.

Noget af det 26-årige Wicki er allermest stolt af, er, at hun har færdiggjort uddannelsen som socialrådgiver.

– I dag er jeg et sted i mit liv, hvor min grundlæggende følelse er glæde. Jeg står stærkt i mig selv, jeg har genfundet selvtilliden og selvværdet, jeg er i gang med en overbygning på min uddannelse, og jeg har et godt job. Jeg føler, at jeg har meget at byde på, fortæller Wicki.

Jeg har altid tænkt, at det var mig, der var noget galt med. Der er aldrig nogen, der har hjulpet mig med at lave koblingen mellem min mors misbrug.

Det lå ikke i kortene, at hun skulle stå der, hvor hun gør i dag. Store dele af Wickis barndom har været præget af morens alkoholmisbrug. I teenageårene begyndte de første psykiske følger at vise sig i form af dårligt selvværd, depressive tanker og selvskade. Hvad Wicki ikke vidste dengang var, at der var en forbindelse mellem moderens mangeårige alkoholmisbrug og Wickis eget mentale helbred.

At være stærk for mor

– Jeg har altid tænkt, at det var mig, der var noget galt med. Der er aldrig nogen, der har hjulpet mig med at lave koblingen mellem min mors misbrug. I mange år var det et spørgsmål om at være stærk for min mor. Når hun var ked af det og drak, var jeg den eneste til at sige til hende, at det nok skulle gå. Hvis jeg trak mig, blev det tydeligt for mig, at hun fik det værre. Det var min oplevelse, at hendes liv afhang af min hjælp, fortæller Wicki.

For Wicki, og for mange andre børn og unge i samme situation, fik det den konsekvens, at hun følte et stort ansvar for sin mor. Et ansvar, der ikke var hendes, og som senere udviklede sig til overbelastning og stress.

– Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at træde ind ad døren hos min mor og ikke vide, hvad jeg kom hjem til. Min opvækst var præget af forskellige konflikter med antabus og konfrontationer om, hvorvidt hun havde drukket eller ej. Til sidst havde jeg svært ved at stole på mig selv. Der var ikke plads til mine følelser og til mig som barn. Derfor gav jeg dem heller ikke selv plads og flygtede i stedet fra dem det meste af mit ungdomsliv. Konsekvenserne blev, at de udviklede sig og blev til stress. Den konstante undertrykkelse af mine følelser har slidt enormt meget på mit nervesystem.

At forstå sig selv

Under uddannelse til socialrådgiver finder Wicki ud af, at hun har brug for hjælp. Det sker i en periode, hvor hun har genoptaget kontakten til sin mor – en kontakt, der har været sporadisk det meste af hendes opvækst. Da Wicki har et modul på sin uddannelse om omsorgssvigt af børn, bliver hun bevidst om sin egen barndoms vilkår. Kort tid efter må hun sygemelde sig.

– Jeg kunne slet ikke være i det. Det gik meget ud over mit studie, men så fik jeg heldigvis kontakt til TUBA Det var nogle benhårde lærepenge og en vild rejse, hvor jeg lærte at forstå mig selv, mine dynamikker i relationer, og hvordan min opvækst har forbindelse til min tilgang til alt fra parforhold til arbejdsliv. Og selvom det var hårde lærepenge, er jeg så glad for det. Jeg står nu i en alder af 26 år og kender mig selv rigtig godt.

At sætte sig selv først

Wicki fortæller, at hun ikke vidste, hvad det ville sige at have en mavefornemmelse. Men da hun bliver færdiguddannet som socialrådgiver, bliver det tydeligt for hende, at noget har ændret sig efter terapiforløbet i TUBA.

Hvis jeg ikke havde fået hjælp i TUBA, så var jeg ikke der, hvor jeg er i dag.

– Pludselig kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til, at min mor skulle være der, når jeg kom ud fra min sidste eksamen. Jeg havde heller ikke lyst til at se hende senere på dagen. Det var helt fremmed for mig at have det sådan. Jeg kunne mærke, at der var sket et eller andet i mig. Det her valg var mit, og jeg gik med min mavefornemmelse. Det er jeg virkelig stolt af.

At række ud efter hjælp

– Hvis jeg ikke havde fået hjælp i TUBA, så var jeg ikke der, hvor jeg er i dag. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg kunne tage en uddannelse på grund af stress og depression. Det kan man bare ikke rejse sig fra selv. Det kræver hjælp at komme ud af, forklarer Wicki.

For Wicki handler det i dag om balance, om at få sit eget energiregnskab til at gå op før alle andres. Det er nyt, og det kræver øvelse.

– I TUBA har jeg fået afgørende viden og redskaber. Jeg har lært at mærke egne behov, og at min person og stemme har et værd.

At bruge sin stemme

Ved siden af sit studie og arbejde er Wicki ambassadør i TUBA. Her bruger hun sin stemme til at gøre en forskel for andre unge i lignende situationer som hende selv.

Forskellen på min mor og mig er, at hun kan få gratis hjælp – uden at være i stand til at tage imod den. Det er stadig ikke alle unge fra familier ramt af misbrug, der kan få hjælp.

– Jeg ønsker, at unge som mig skal have samme mulighed for at få gratis hjælp, og derfor ærgrer det mig også, når kommuner sparer et tilbud som TUBA væk. Forskellen på min mor og mig er, at hun kan få gratis hjælp – uden at være i stand til at tage imod den. Det er stadig ikke alle unge fra familier ramt af misbrug, der kan få hjælp. Det virker helt sort, når man ved, hvor godt det er givet ud. De unge i dag er den nye fremtid, og man gør meget ud af at sige, at vi skal uddannelse og bidrage til samfundet. Det er de færreste, der ikke har lyst til det. Nogle af os har bare brug for en hjælpende hånd til at komme på rette kurs, slutter Wicki.