Fortællinger fra unge
Måske føler du dig alene? Bare rolig. Det er du bestemt ikke.
Rigtig mange unge vokser op i familier med misbrugsproblemer, og mærker på baggrund af det, hvordan deres hverdag bliver påvirket.
Her på siden har du mulighed for at læse historier fra den virkelige verden. Læs, hvordan andre har oplevet en opvækst med misbrug i familien, og hvordan de har tacklet problemerne for at komme ud på den anden side.
Wicki: - Nu handler det om mig
Amanda: - I TUBA blev jeg rummet med alt, hvad jeg er
Sara: - Jeg havde skyldfølelse over, at min far drak
Mark: - Jeg var altid bange for at gøre min far vred
Liv: - For første gang føler jeg mig tilpas
Karen: - Jeg pakkede mine følelser langt væk
Tommi: - Jeg satte mig selv i dumme situationer
Julie: - Jeg følte mig meget alene
Rikke: - Jeg har lært, at jeg ikke er forkert
Kaare: - Jeg troede, problemerne ville dø med min far
Trine: - Jeg har lært at acceptere mig selv
Kender du det?
Er du vokset op i en familie med alkohol- eller stofmisbrugsproblemer, kan du ofte føle dig alene og usikker i forhold til andre mennesker. Det gælder for mange i den situation, og problemerne kan typisk være:
- at du er bange for, hvordan andre opfatter dig.
- at du glemmer dine egne behov
- at selvkritikken tager overhånd
- at det er svært at sige fra
- at dit liv synes uoverskueligt
- at du har svært ved at skabe nære relationer til andre
- at du ofte føler dig ensom
- at du ofte har problemer med dit selvværd
Måske føler du, at du har ansvar for, om dine forældre drikker. Derfor kan du få lyst til at kontrollere, om din mor eller far drikker. Det er helt normalt. Måske har du prøvet at fylde vand i flaskerne, så de ikke drikker sig så fulde? Måske har du fundet flasker i vasketøjskurven eller i toilettet og smidt dem ud? Måske aflyser du aftaler med venner, fordi du hellere vil være hjemme og sørge for, at din mor og far ikke drikker? Måske er du bare gal eller vred på dine forældre og forsøger at undgå dem.
Uanset hvilke konsekvenser dine forældres misbrug har på dig, så påvirker det dig. Du har ret til at have et mere tilfredsstillende liv, selvom dine forældre har problemer.
Kan du genkende noget af det, du lige har læst, så kan du måske have glæde af at gå i TUBA eller bruge vores chatrådgivning. Du kan finde din nærmeste afdeling eller læse mere om chatten ved at klikke på knappen her.
Tubanu – for unge, der er vokset op i familier med misbrug
Tubanu er et frivilligt foreningsfællesskab for alle, der vokset op i en familie ramt af alkoholproblemer eller stofmisbrug.
Foreningen har 3 formål:
1) At skabe et foreningsfællesskab for dem, som er vokset op i familier med alkoholproblemer eller stofmisbrug. Det gør vi gennem vores begivenheder, aktiviteter og møder, samt i vores forskellige teams. Gennem de sociale arrangementer gør vi en forskel for både os selv og hinanden. Vi får nogle fede oplevelser, og vi mødes med ligesindede, der har samme type bagage med som os selv. Derudover kan vi via det frivillige arbejde opnå forskellige kompetencer, der stiller os bedre i livet og samtidig ser godt ud på CV’et.
2) At skabe opmærksomhed og interesse om TUBAs formål og arbejde. Det planlægger vi at gøre gennem foredrag og kampagner. Det er ikke noget vi har fået realiseret endnu, men det er bestemt noget der bliver arbejdet på. På sigt vil der blive oprettet foredragsteams, gerne i alle lokalafdelinger eller i hvert fald i de store byer.
3) At skabe opmærksomhed om de udfordringer og erfaringer, som børn, unge og voksne, der vokser op med alkoholproblemer eller stofmisbrug i familien, oplever. Det gør vi blandt andet gennem vores podcast Tømmertanker og gennem vores sociale medier.
Vil du være med i Tubanu?
For at være en del af Tubanu skal du være opvokset med alkoholproblemer eller stofmisbrug i familien. Uanset hvor du bor i landet, kan du være med. Du bliver tilknyttet en af vores nærmeste lokalafdelinger, som er København, Århus, Aalborg, Kolding, Odense, Næstved og Slagelse. Vi mødes i lokalafdelingerne til bl.a. medlemsmøder og sociale aktiviteter.
I Tubanu kan du være med til lige præcis det, som du har lyst til. Først og fremmest kan du deltage i vores begivenheder, der spænder bredt fra fysiske aktiviteter som klatring og SUP-board til kulturoplevelser for eksempel i teateret og biografen og til hyggelige aktiviteter som brætspilsaftener og male-workshop.
Du kan også være med til at planlægge og stå for at afholde aktiviteter. Derudover er der mulighed for at blive skribent eller grafiker på vores sociale medier, hjælpe til med at søge funding, deltage som gæst i vores podcast eller blive en del af vores foredragskorps. Mulighederne er mange!
Det koster 150 kroner om året at være medlem i Tubanu. Du melder dig ind via sitet tubanu.dk.
Der er også mulighed for at være støttemedlem, hvis man vil støtte foreningens arbejde og videre mulighed for at udvikle sig. Det koster 100 kr. årligt, og man melder sig til på samme måde.