Hej. Min mor er alkoholiker og har drukket ligeså længe, som jeg husker, hun drikker hver dag, og bliver ubeskriveligt ubehagelig at være sammen med når hun er fuld. Kommunen ved det, og har prøvet mange ting, mig og mine søskende har prøvet alt, for at få hende til at stoppe, for hun ender jo med at dø af det. Hvad kan jeg gøre for at hun stopper?
Svar:
Kære omsorgsfulde
Mange tak for dit brev.
Det lyder som om, du har gjort rigtig, rigtig meget for at få din mor til at stoppe med at drikke. Jeg bliver både rørt over din og dine søskendes omsorg for jeres mor og så bliver jeg ked af det ved tanken om alle de kræfter og al den kærlighed, som ikke møder andet end modstand hos din mor.
Du spørger kort og godt, hvad du kan gøre for at få din mor til at stoppe med at drikke og jeg er bange for, at der ikke er noget særlig positivt svar på det spørgsmål.
I bund og grund er det din mor og KUN din mor, der kan stoppe med at drikke og det kræver, at hun tager det valg for sig selv.
Jeg tænker ikke, du skal bruge flere af dine kræfter og mere af din energi på at få din mor til at stoppe med at drikke. For jeg tror, at det er forgæves. Det er vores erfaring i Tuba, at det er umuligt at hjælpe drikkende forældre til at stoppe med at drikke, hvis de ikke selv ønsker det. De skal SELV tage det ansvar på sig og tage vare på deres eget liv, hvis det skal lykkes for dem at stoppe med at drikke.
Først når de har gjort det, kan din støtte gøre sin rette virkning.
Du skal vide, at det ikke er fordi, du ikke er god nok, eller ikke gør det godt nok. Det er simpelthen bare ikke dig, som det kommer an på. Selvom det virker uretfærdigt.
Jeg kommer også til at tænke på, at du, som ung, har et andet liv, som du skal leve. Det er slet ikke meningen, at du skal bruge dit ungeliv på at hjælpe din voksne mor til at tage ansvar for sit liv.
Jeg er klar over, at jeg ikke har besvaret dit spørgsmål, men måske kan du bruge et puf i en anden retning i stedet. Jeg tænker nemlig, at du og dine søskende stadigvæk vil lide under din mors alkoholmisbrug. Men måske kan følgende spørgsmål hjælpe dig til at tænke over, hvordan du vil være i det fremadrettet.
Har du spurgt din mor om hun har lyst til at holde op med at drikke?
Kan du gøre noget, hvis hun ikke selv ønsker at stoppe?
Hvor lang tid af dit liv vil du bruge på at hjælpe din mor til at stoppe med at drikke? 2 år? 3 år? 4?
Hvad hvis hun ikke er holdt op med at drikke om 5 år?
Hvordan har du lyst til at dit liv skal være?
Hvor længe vil du blive boende hos din mor?
Hvor mange af dine behov, ønsker og drømme vil du udsætte for din mors skyld?
Jeg håber, at du kan bruge spørgsmålene til at tænke over de muligheder, som du har i dit liv og de valg, som du ønsker at gøre.
Du er meget velkommen til at skrive herind igen med andre spørgsmål, som vi vil forsøge at besvare, og du er også velkommen til at skrive på vores chat, som er åben mandag – torsdag fra 18-21. (http://tuba.dk/chat)
Kærlig hilsen
Maya, Tuba